Hyldebærsaft
OPSKRIFT – Hyldebærsaft – sund, lækker og sukkerfri.
Hyldebærsaft – Når der laves saft dufter det af barndom i hele huset. Man får straks flashback til da mor stod med saftklæder og røde bær og nynnede i køkkenet.
Hylden kender vi jo egentlig fra 2 forskellige årstider. Først kommer de lækre og velduftende hyldeblomster, som man kan bruge i de skønne forfriskende sommerdrikke i juni, og senere de fortryllende små røde – nærmest sorte – bær. Bærrene kan bruges til alt lige fra saft til syltetøj. Hyldebusken kan du finde vildtvoksende mange steder, men overvejer du at anlægge hyld i din egen have, så kan du med fordel plante forskellige sorter, så du får et større udbytte. Hylden er kraftigt voksende og kan med fordel beskæres, så den ikke overtager større områder i haven.
Om hyldebærsaft:
Hyldebærsaften kan laves i utallige varianter, og den røde saft er den rene antioxidant-eliksir. Hyldebær er spækket med C-vitaminer og antioxidanter, og er med til at holde vores immunforsvar oppe gennem den kolde vinter. Mærker du optræk til forkølelse eller snue, så kan større mængder af C-vitamin bremse udbruddet, og du kan klare dig igennem de ellers meget sløje dage uden at melde dig syg eller på anden måde være generet af virussen.
Fremgangsmetoden er meget simpel, så hvorfor ikke udnytte naturens gratis apotek?
Ingredienser hyldebærsaft:
- 1 kg. hyldebær
- ¼ liter vand
- 3 store madæbler (syrlige æbler)
- 1 citron
- Evt. økologisk rørsukker
Fremstilling af hyldebærsaft:
- Hyldebærene klargøres – nogle ribber bærene, men her i huset ryger de altså i gryden med stilk og hele pivtøjet. Skyl dog hyldebærene grundigt inden.
- Æblerne skæres i grove både og citronen presses.
- Hyldebær, æblebåde, vand og citronsaft hældes i en gryde og bringes i kog. Hyldebærsaften skal koge i ca. 20 minutter til bærene brister og begynder at smatte ud.
- Saften og bærene sies – om nødvendigt over flere omgange (hvis ikke der plads til det hele første gang) – gennem et saftklæde (eller et rent viskestykke) i en si eller et dørslag.
- De afdryppede hyldebær kommes tilbage i gryden sammen med en smule vand, hvor de koges op. Si den ekstra hyldebærsaft gennem klædet igen (vi vil jo gerne have al smag med)
- Tilsæt sukker efter ønske (mellem 0 og 500 g. pr. liter saft) og kog saften op – afskum hvis der dannes skum.
Hyldebærsaft, vores erfaringer:
Husk at allierer dig med forklæde eller tøj der kan tåle at få saften på sig. Det farver voldsomt, og kan være svært af få af tøjet. Desuden anbefaler vi, at der laves rigeligt med saft, da alle i husstanden er vilde med den – for vores vedkommende – sukkerfri saft. Frys saften i plastflasker, så de er nemme at tage op, og du har til hele vinteren.
Hyldebærsaften kan varieres alt efter smag. I denne opskrift har vi tilsat æbler, da æbler er med til at søde saften. Saften kan også tilsættes krydderier som fx timian, kanel, lakridsrod eller anis efter smag.
Du kan læse meget mere om hyldebær og de medicinskeegenskaber her!
Saften kan selvfølgelig serveres både kold og varm, men der er nu noget hyggeligt over et glas varm hyldebærsaft en kold vinteraften. Voksne kan også spæde saften op med en smugle god kvalitetsrom og en skive citron det er virkelig lækkert i hyldebærsaft.
God fornøjelse med din lækre hyldebærsaft!